Dextromethorphan (DXM) Phenibut Orange Diskussion: Dextromethorphan (DXM) & Phenibut

[HEISENBERG]

Dextromethorphan (DXM) & Phenibut

Dextromethorphan (DXM) er en almindelig ingrediens i hostestillende håndkøbsmedicin. Det virker primært ved at påvirke hjernen og nervesystemet. DXM og dets aktive metabolit, dextrorphan, blokerer NMDA (N-methyl-D-aspartat)-receptorer i hjernen. Disse receptorer er involveret i overførslen af signaler mellem nerveceller og spiller en rolle i indlæring, hukommelse og smerteopfattelse. Ved at hæmme NMDA-receptorer kan DXM give dissociative effekter, som kan ændre opfattelsen og kognitionen.

DXM er også en agonist på sigma-1-receptorer. Disse receptorer er involveret i flere neurologiske processer, herunder modulering af neurotransmitterfrigivelse og neurobeskyttelse. Aktivering af sigma-1-receptorer kan bidrage til stoffets psykoaktive og neurobeskyttende virkninger.

DXM hæmmer genoptagelsen af serotonin, en neurotransmitter, der er involveret i regulering af humøret. Ved at øge serotoninniveauet i hjernen kan DXM have stemningsændrende effekter og kan bidrage til, at det bruges til behandling af visse stemningsforstyrrelser. Men det øger også risikoen for serotoninsyndrom, når det kombineres med andre serotonerge midler.

Endelig har DXM en svag affinitet for opiatreceptorer, især sigma-1-receptoren og i mindre grad mu-opioidreceptoren. Selv om det ikke giver betydelige opioidlignende virkninger, kan denne interaktion bidrage til dets overordnede farmakologiske profil.


Phenibut (β-phenyl-γ-aminosmørsyre ) er et depressivt og angstdæmpende middel i centralnervesystemet. Det blev udviklet i Sovjetunionen og bruges i nogle lande som receptpligtig medicin mod angst, søvnløshed og andre tilstande.

Phenibut er primært en GABA B-receptoragonist. GABA (gamma-aminosmørsyre) er den vigtigste hæmmende neurotransmitter i hjernen. Ved at stimulere GABA B-receptorer reducerer phenibut neuronal excitabilitet, hvilket fører til dets beroligende og angstdæmpende virkninger. Denne virkning svarer til mekanismen i baclofen, et muskelafslappende og antispastisk middel.

Phenibut har også en vis affinitet for GABA A-receptorer, selvom denne effekt er mindre udtalt end virkningen på GABA B-receptorer. Modulering af GABA A-receptorer bidrager til dets overordnede beroligende og angstdæmpende virkninger.

Det kan påvirke dopaminniveauet i hjernen. Det har vist sig at øge dopamin i striatum, hvilket kan bidrage til dets nootropiske (kognitivt forstærkende) og euforiske virkninger. Denne dopaminerge aktivitet kan også spille en rolle i dets misbrugspotentiale.

I det mindste kan phenibut blokere spændingsstyrede calciumkanaler, hvilket hjælper med at reducere neuronal excitabilitet. Denne virkning kan bidrage til den overordnede beroligende og muskelafslappende effekt.


Kombinationen af DXM og phenibut kan have betydelige og potentielt farlige virkninger på grund af deres interaktioner med flere neurotransmittersystemer.

• Kognitiv svækkelse: DXM og phenibut påvirker begge den kognitive funktion. Kombinationen kan føre til øget forvirring, nedsat hukommelse og koncentrationsbesvær.
• Dissociative og hallucinogene effekter: DXM kan, især i høje doser, give dissociative og hallucinogene effekter. Kombinationen med phenibut kan forstærke disse virkninger og potentielt føre til alvorlig desorientering, syns- og hørehallucinationer og virkelighedsfjernhed.
• Øget angst og humørsvingninger: Mens begge stoffer kan reducere angst i terapeutiske doser, kan kombinationen af dem, især i høje doser, paradoksalt nok øge angsten og forårsage humørsvingninger. Det skyldes de komplekse interaktioner i hjernens neurotransmittersystemer.
• Øget sedation og CNS-depression: Både DXM og phenibut har beroligende egenskaber. Når de kombineres, kan disse virkninger forstærkes betydeligt, hvilket fører til dyb sedation og CNS-depression. Det kan resultere i døsighed, sløvhed og nedsat motorisk koordination.
• Gastrointestinale problemer: Kvalme, opkast og andre gastrointestinale forstyrrelser er almindelige med begge stoffer. Kombinationen af dem kan forværre disse problemer og føre til øget ubehag og potentiel dehydrering.
• Øget eufori og risiko for afhængighed: Phenibuts dopaminerge aktivitet og DXM's potentiale til at øge serotonin kan tilsammen øge følelsen af eufori. Denne øgede eufori øger risikoen for psykologisk afhængighed og misbrug.
• Øget risiko for respirationsdepression: Høje doser af DXM og phenibut kan undertrykke åndedrætssystemet. Når de tages sammen, øges risikoen for alvorlig respirationsdepression, som kan være livstruende.

Kombinationen af DXM og phenibut udgør en betydelig risiko på grund af deres additive virkninger på centralnervesystemet og neurotransmittermodulation. Øget sedation, respirationsdepression, kognitiv svækkelse og potentiale for alvorlige abstinenser er kritiske bekymringer. På nuværende tidspunkt er vi ikke stødt på bekræftede data om akutte og dødelige tilstande i forbindelse med denne kombination.

I betragtning af ovenstående anbefaler vi at behandle denne kombination med stor forsigtighed.