Vi har alle hørt om narkobaroner som Pablo Escobar og deres millionforretninger. Men hvordan fungerede disse undergrundsimperier egentlig? Et narkokartel handler ikke kun om brutale mord og narkosalg, men også om logistik, ledelse, marketing, HR og endda public relations. BB-teamet fortæller, hvordan kartelvirksomheden fungerer fra et økonomisk synspunkt, og hvilke økonomiske love der ignoreres af myndighederne, som erklærede krig mod narko for mange år siden og ikke kan vinde den.
Markedsforhold og prissætning
Kokabusken er en buskagtig plante, som ofte bruges af indbyggerne i de regioner, hvor den vokser, til traditionel medicin eller til at brygge te på. Koka er værdsat af kriminelle på grund af indholdet af kokainhydroklorid, et kemikalie, der fungerer som et "insektmiddel" i planten for at beskytte den mod at blive spist af insekter, men den er blevet udbredt på grund af sine narkotiske egenskaber.
Kokablade i sig selv kan ikke bruges som et narkotisk stof: deres kokainindhold er kun ca. 0,2 %. Detkræver mellem 350 og 600 kg tørrede kokablade at fremstille 1 kg af stoffet.
Kokabønderne får i gennemsnit lidt mere end en dollar pr. kg blade fra kartellerne (priserne her og derudover varierer afhængigt af karteller og regioner), dvs. at kartellerne betaler bønderne mellem 455 og 780 dollars for materialet til at producere 1 kg kokain.
Markedsforhold og prissætning
Kokabusken er en buskagtig plante, som ofte bruges af indbyggerne i de regioner, hvor den vokser, til traditionel medicin eller til at brygge te på. Koka er værdsat af kriminelle på grund af indholdet af kokainhydroklorid, et kemikalie, der fungerer som et "insektmiddel" i planten for at beskytte den mod at blive spist af insekter, men den er blevet udbredt på grund af sine narkotiske egenskaber.
Kokablade i sig selv kan ikke bruges som et narkotisk stof: deres kokainindhold er kun ca. 0,2 %. Detkræver mellem 350 og 600 kg tørrede kokablade at fremstille 1 kg af stoffet.
Kokabønderne får i gennemsnit lidt mere end en dollar pr. kg blade fra kartellerne (priserne her og derudover varierer afhængigt af karteller og regioner), dvs. at kartellerne betaler bønderne mellem 455 og 780 dollars for materialet til at producere 1 kg kokain.
Prisen på kokain har ligesom andre stoffer en stærk opadgående tendens på vej til den endelige køber. Ifølge forskellige rapporter betaler købere mellem 70.000 og 120.000 dollars for et kilo kokain fra en gadehandler i USA. Hvis vi tager højde for, at kokainen på vej til køberen normalt fortyndes med forskellige kemikalier for at tjene endnu flere penge, stiger prisen til 200.000 dollars.
Det viser sig, at den gennemsnitlige avance på kokain er ca. 15.000%. Et tal, som en legitim forretningsmand aldrig ville drømme om.
Selvfølgelig er ikke alt dette ren profit for kartellerne: Noget af det går til at dække omkostninger, arbejdskraft og til lommerne på mellemhandlere. Samtidig tjener den gennemsnitlige colombianske landmand kun lidt mere end 2 dollars om dagen. Hvad er årsagen til en sådan overpris?
Hovedårsagen er den fejl slagne"krig mod narkotika". I 1971 kaldte USA's præsident Richard Nixon narkotika for "menneskehedens hovedfjende" og lancerede en flerårig kampagne for at bekæmpe dem. Det centrale fokus i denne "krig" var at forsøge at reducere udbuddet af stoffer ved at ødelægge plantager og jage pushere, hvilket endte med at være en stor fejltagelse.
Denne bekæmpelsesmetode ignorerer den vigtigste økonomiske kraft, loven om udbud og efterspørgsel.
Narkotika er en vare med uelastisk efterspørgsel. Varer med uelastisk efterspørgsel vil blive købt uanset ændringer i deres pris (f.eks. nødvendigheder eller varer, der er svære at erstatte).
Da stoffer er vanedannende, vil de blive brugt på trods af prisstigninger. Dette fører til den såkaldte balloneffekt (undertiden kaldet "kakerlak-effekten") - undertrykkelse af narkotikaproduktion et sted fører uundgåeligt til ny produktion, selv om prisen til slutbrugeren stiger, fordi efterspørgslen efter stoffer ikke falder. Navnet er en analogi til en ballon, hvor det at skubbe til den ikke fjerner luften fra den, men kun flytter den til et andet sted.
Det viser sig, at den gennemsnitlige avance på kokain er ca. 15.000%. Et tal, som en legitim forretningsmand aldrig ville drømme om.
Selvfølgelig er ikke alt dette ren profit for kartellerne: Noget af det går til at dække omkostninger, arbejdskraft og til lommerne på mellemhandlere. Samtidig tjener den gennemsnitlige colombianske landmand kun lidt mere end 2 dollars om dagen. Hvad er årsagen til en sådan overpris?
Hovedårsagen er den fejl slagne"krig mod narkotika". I 1971 kaldte USA's præsident Richard Nixon narkotika for "menneskehedens hovedfjende" og lancerede en flerårig kampagne for at bekæmpe dem. Det centrale fokus i denne "krig" var at forsøge at reducere udbuddet af stoffer ved at ødelægge plantager og jage pushere, hvilket endte med at være en stor fejltagelse.
Denne bekæmpelsesmetode ignorerer den vigtigste økonomiske kraft, loven om udbud og efterspørgsel.
Narkotika er en vare med uelastisk efterspørgsel. Varer med uelastisk efterspørgsel vil blive købt uanset ændringer i deres pris (f.eks. nødvendigheder eller varer, der er svære at erstatte).
Da stoffer er vanedannende, vil de blive brugt på trods af prisstigninger. Dette fører til den såkaldte balloneffekt (undertiden kaldet "kakerlak-effekten") - undertrykkelse af narkotikaproduktion et sted fører uundgåeligt til ny produktion, selv om prisen til slutbrugeren stiger, fordi efterspørgslen efter stoffer ikke falder. Navnet er en analogi til en ballon, hvor det at skubbe til den ikke fjerner luften fra den, men kun flytter den til et andet sted.
En anden grund til de høje avancer er, at narkotikamarkedet befinder sig i en monopolsituation. Monopsoni er en markedstilstand, hvor der kun er én køber og mange sælgere. Under sådanne forhold har sælgerne ikke noget valg og er nødt til at sælge varer for det beløb, som monopolet (dvs. køberen) tilbyder.
På produktionsstedet kontrollerer hvert narkotikakartel sit eget territorium og alle de landmænd, der bor der. Bønderne har ingen mulighed for at sælge kokablade til andre end det kartel, de er tilknyttet, og derfor er materialet til produktionen så billigt for narkobaronerne.
Som følge heraf rammer alle regeringstiltag, der har til formål at ødelægge kokaplantager, kun private bønder og ikke narkokartellerne, som fortsætter med at diktere deres vilkår for dem. Dette problem kunne løses ved at introducere konkurrerende købere på kokamarkedet, men da det stadig er ulovligt i de fleste lande, er det ikke muligt.
Menneskelige ressourcer
Et af HR-chefernes yndlingsordsprog er: "Mennesker er den vigtigste ressource i enhver virksomhed". Og ordet "enhver" er ikke valgt forgæves, for dette princip gælder også for karteller. Det er sandt, at narkobaroner har langt flere problemer med medarbejdere end almindelige direktører.
Det første problem: Hvor skal man få nye medarbejdere fra, hvis man ikke bare kan annoncere? Man er nødt til at finde en måde at ansætte i det skjulte og samtidig sikre sig, at ingen af dem er undercover-betjente eller forrædere, der vil skyde en i ryggen. Tom Wainwright skriver i sin bog Narconomics, at ligesom almindelige arbejdsgivere søger nye medarbejdere på universiteter og gymnasier, så rekrutterer narkobaroner fra fængslerne.
På produktionsstedet kontrollerer hvert narkotikakartel sit eget territorium og alle de landmænd, der bor der. Bønderne har ingen mulighed for at sælge kokablade til andre end det kartel, de er tilknyttet, og derfor er materialet til produktionen så billigt for narkobaronerne.
Som følge heraf rammer alle regeringstiltag, der har til formål at ødelægge kokaplantager, kun private bønder og ikke narkokartellerne, som fortsætter med at diktere deres vilkår for dem. Dette problem kunne løses ved at introducere konkurrerende købere på kokamarkedet, men da det stadig er ulovligt i de fleste lande, er det ikke muligt.
Menneskelige ressourcer
Et af HR-chefernes yndlingsordsprog er: "Mennesker er den vigtigste ressource i enhver virksomhed". Og ordet "enhver" er ikke valgt forgæves, for dette princip gælder også for karteller. Det er sandt, at narkobaroner har langt flere problemer med medarbejdere end almindelige direktører.
Det første problem: Hvor skal man få nye medarbejdere fra, hvis man ikke bare kan annoncere? Man er nødt til at finde en måde at ansætte i det skjulte og samtidig sikre sig, at ingen af dem er undercover-betjente eller forrædere, der vil skyde en i ryggen. Tom Wainwright skriver i sin bog Narconomics, at ligesom almindelige arbejdsgivere søger nye medarbejdere på universiteter og gymnasier, så rekrutterer narkobaroner fra fængslerne.
Fængsler er faktisk en drøm for kartellernes HR-chefer. Mange mennesker kommer ud af dem med kriminel erfaring og ofte uden formål og uden mulighed for normal beskæftigelse. Derfor er det i fængslerne, at kartelagenterne rekrutterer og træner fremtidige medarbejdere, selv før de bliver løsladt. For at søge beskyttelse mod det voldelige miljø i latinamerikanske fængsler bliver det en rationel reaktion for fangerne at slutte sig til en bande.
"Vi er ikke en bande - vi er en fagforening " - sagde kartelmedlemmet Alejandro Saenz, som sidder i et mexicansk fængsel.
Det var i fængslet i 1974, at den berømte narkosmugler George Young, som oprindeligt blev anholdt for at smugle marihuana, mødte kartellets repræsentant Carlos Leder. Dette møde ændrede efterfølgende hele narkobranchen og startede faktisk en større eksport af kokain til USA.
Men hvordan kan du være sikker på, at din nye medarbejder ikke vil svigte dig eller endda angive dig til myndighederne? Det er netop på grund af disse problemer, at kartellernes organisationsstruktur begyndte at bevæge sig i retning af netværksfreelancering. I denne form for arbejdsorganisation ansættes arbejdere til et eller flere job, de ved ikke noget om kartellet eller deres kolleger, og de udfører en bestemt opgave: transport, salg af varer, pengeoverførsler.
"Vi er ikke en bande - vi er en fagforening " - sagde kartelmedlemmet Alejandro Saenz, som sidder i et mexicansk fængsel.
Det var i fængslet i 1974, at den berømte narkosmugler George Young, som oprindeligt blev anholdt for at smugle marihuana, mødte kartellets repræsentant Carlos Leder. Dette møde ændrede efterfølgende hele narkobranchen og startede faktisk en større eksport af kokain til USA.
Men hvordan kan du være sikker på, at din nye medarbejder ikke vil svigte dig eller endda angive dig til myndighederne? Det er netop på grund af disse problemer, at kartellernes organisationsstruktur begyndte at bevæge sig i retning af netværksfreelancering. I denne form for arbejdsorganisation ansættes arbejdere til et eller flere job, de ved ikke noget om kartellet eller deres kolleger, og de udfører en bestemt opgave: transport, salg af varer, pengeoverførsler.
Et eksempel på en sådan forretningsenhed er et smuglerfirma, der i 2007 begyndte at eksportere kokain til England og tjente mere end 1 million pund om ugen. Når man ser på sådanne beløb, ser det ud til, at processen blev drevet af dusinvis af mennesker, men de britiske efterretningstjenester fandt ud af, at virksomheden faktisk kun bestod af to fastansatte, og at alle de andre involverede var freelancere. Af de 104 narkohandlere, der blev afhørt i løbet af året, var der kun én, der sagde, at han tilhørte en stor narkovirksomhed med et stort hovedkvarter. Alle andre arbejdede enten alene eller med en eller få partnere.
Tendenser i branchen
Ligesom almindelige virksomheder er narkokarteller nødt til konstant at tilpasse sig skiftende markedsrealiteter. Legaliseringen af marihuana i 23 amerikanske stater og gradvise skridt mod legalisering i resten har simpelthen gjort produktionen urentabel for kartellerne. Hvorfor købe stoffet fra en gadehandler, når du kan købe det på et apotek? Derfor begyndte narkogrupper, der specialiserede sig i det, at lede efter en ny niche i branchen.
Mængden af marihuana, der blev pågrebet ved grænsen mellem USA og Mexico i2021, er faldet med næsten 300 % i forhold til 2020, hvilket også afspejler et fald i produktionen på det sorte marked. Samtidig steg mængden af fentanyl ved grænsen med mere end 700 % - det er den skræmmende tendens.
Alene mellem oktober 2022 og marts 2023 blev der pågrebet mere end 6.000 kg fentanyl ved grænsen mellem USA og Mexico -en mængde,der er tilstrækkelig til at dræbe hele USA's befolkning.
Tendenser i branchen
Ligesom almindelige virksomheder er narkokarteller nødt til konstant at tilpasse sig skiftende markedsrealiteter. Legaliseringen af marihuana i 23 amerikanske stater og gradvise skridt mod legalisering i resten har simpelthen gjort produktionen urentabel for kartellerne. Hvorfor købe stoffet fra en gadehandler, når du kan købe det på et apotek? Derfor begyndte narkogrupper, der specialiserede sig i det, at lede efter en ny niche i branchen.
Mængden af marihuana, der blev pågrebet ved grænsen mellem USA og Mexico i2021, er faldet med næsten 300 % i forhold til 2020, hvilket også afspejler et fald i produktionen på det sorte marked. Samtidig steg mængden af fentanyl ved grænsen med mere end 700 % - det er den skræmmende tendens.
Alene mellem oktober 2022 og marts 2023 blev der pågrebet mere end 6.000 kg fentanyl ved grænsen mellem USA og Mexico -en mængde,der er tilstrækkelig til at dræbe hele USA's befolkning.
Fentanyl er et syntetisk opioid, der har samme egenskaber som morfin, men er omkring 100 gange mere potent. Så hvorfor er kartellerne gået over til det?
Målet for enhver produktionsvirksomhed er at minimere omkostningerne, og kartellerne er ingen undtagelse. Produktionen af kokain eller heroin kræver farme og store laboratorier, som kræver store investeringer. Fentanyl er lettere og billigere at producere.
Det koster i gennemsnit kartellerne 10 cent at producere en tablet fentanyl, mens detailprisen hos forhandlerne kan være så høj som 10 dollar i USA og så meget som 60-80 dollar i andre lande. En avance på op til 80.000% kan ikke undgå at tiltrække producenter.
Fentanyls voksende popularitet kan godt forklares med "forbuddets jernlov". Ifølge denne lov har ulovlige produkter en tendens til at stige i styrke. Med tiden bliver de mere potente, hvilket gør dem lettere at smugle over grænserne og sælge, da de kræver en mindre dosis af stoffet for at opnå den samme effekt, hvilket er sværere for politiet at opdage.
Dette fænomen blev først dokumenteret i USA under forbudstiden, da folk begyndte at skifte til stærkere alkoholiske drikke. Detvar også grunden til, at kartellerne begyndte at skifte fra at producere lette stoffer til det meget potente fentanyl.
Målet for enhver produktionsvirksomhed er at minimere omkostningerne, og kartellerne er ingen undtagelse. Produktionen af kokain eller heroin kræver farme og store laboratorier, som kræver store investeringer. Fentanyl er lettere og billigere at producere.
Det koster i gennemsnit kartellerne 10 cent at producere en tablet fentanyl, mens detailprisen hos forhandlerne kan være så høj som 10 dollar i USA og så meget som 60-80 dollar i andre lande. En avance på op til 80.000% kan ikke undgå at tiltrække producenter.
Fentanyls voksende popularitet kan godt forklares med "forbuddets jernlov". Ifølge denne lov har ulovlige produkter en tendens til at stige i styrke. Med tiden bliver de mere potente, hvilket gør dem lettere at smugle over grænserne og sælge, da de kræver en mindre dosis af stoffet for at opnå den samme effekt, hvilket er sværere for politiet at opdage.
Dette fænomen blev først dokumenteret i USA under forbudstiden, da folk begyndte at skifte til stærkere alkoholiske drikke. Detvar også grunden til, at kartellerne begyndte at skifte fra at producere lette stoffer til det meget potente fentanyl.
Det bliver også mere og mere populært blandt brugerne af samme grund. Indtagelsesmåden spiller også en rolle: I modsætning til marihuana eller kokain er næsten al fentanyl i pilleform. Langt vigtigere er dog den styrke, hvormed det er vanedannende. Fentanyl er ca. 50 gange mere potent end heroin, hvilket betyder, at selv en ekstremt lille dosis ikke kun kan være stærkt vanedannende ,men også ekstremt farlig.
Fentanyl bliver på grund af sin billige produktion og styrke ofte fortyndet med andre stoffer, så mange brugere skifter ubevidst til det som følge heraf.
Denulovlige produktion og brug af fentanyl forårsager hundredtusindvis af dødsfald hvert år. Det har længe overhalet alle andre stoffer i antallet af dødsfald på grund af overdosis og overgår kokain, heroin og metadon tilsammen.
Fentanyl bliver på grund af sin billige produktion og styrke ofte fortyndet med andre stoffer, så mange brugere skifter ubevidst til det som følge heraf.
Denulovlige produktion og brug af fentanyl forårsager hundredtusindvis af dødsfald hvert år. Det har længe overhalet alle andre stoffer i antallet af dødsfald på grund af overdosis og overgår kokain, heroin og metadon tilsammen.
Fentanyl-epidemien er en regulær humanitær krise med alvorlige konsekvenser for samfundet. I nogle regioner, f.eks. San Francisco,dør snesevis afmennesker hver dag på grund af den.
Ødelagte menneskeliv er den værste konsekvens af denne krise, men den medfører også økonomiske problemer for samfundet. Nogle eksperter vurderer ,at distributionen af fentanyl er ansvarlig for mere end 40 % af al arbejdsløshed i USA, hvilket medfører enorme tab for økonomien.
Disse arbejdsløse mennesker er ikke økonomisk nyttige for samfundet og søger ikke arbejde, mens de gør krav på sociale ydelser og offentlige betalinger. Hvis stofafhængige mennesker er i arbejde, tager de 50 % mere betalt sygefravær, bliver sjældent i det samme job og er meget mere tilbøjelige til at komme til skade eller dø på jobbet.
Hvordan kan man "ruinere" kartellerne?
Mere end 50 års "krig mod narko" er tid nok til at drage en skuffende konklusion: at den ikke har levet op til forventningerne.
Kartellerne trives fortsat og finder stadig mere effektive måder at komme ind på markedet på, og antallet af dødsfald som følge af overdosis slår alle rekorder. Og det på trods af, atUSA's budget har brugt mere end1 billion dollars på "krigen".
Men hvis en streng politik med at ødelægge udbuddet af stoffer ikke er effektiv, er der så nogen anden måde at bekæmpe dem på?
Ødelagte menneskeliv er den værste konsekvens af denne krise, men den medfører også økonomiske problemer for samfundet. Nogle eksperter vurderer ,at distributionen af fentanyl er ansvarlig for mere end 40 % af al arbejdsløshed i USA, hvilket medfører enorme tab for økonomien.
Disse arbejdsløse mennesker er ikke økonomisk nyttige for samfundet og søger ikke arbejde, mens de gør krav på sociale ydelser og offentlige betalinger. Hvis stofafhængige mennesker er i arbejde, tager de 50 % mere betalt sygefravær, bliver sjældent i det samme job og er meget mere tilbøjelige til at komme til skade eller dø på jobbet.
Hvordan kan man "ruinere" kartellerne?
Mere end 50 års "krig mod narko" er tid nok til at drage en skuffende konklusion: at den ikke har levet op til forventningerne.
Kartellerne trives fortsat og finder stadig mere effektive måder at komme ind på markedet på, og antallet af dødsfald som følge af overdosis slår alle rekorder. Og det på trods af, atUSA's budget har brugt mere end1 billion dollars på "krigen".
Men hvis en streng politik med at ødelægge udbuddet af stoffer ikke er effektiv, er der så nogen anden måde at bekæmpe dem på?
I 1980'erne oplevede Schweiz en alvorlig heroinkrise, som førte til en stigning i kriminalitet, hiv og dødsfald som følge af overdosis. De schweiziske myndigheder tyede ikke til hårde kontrolmetoder, men indførte en "firesøjlepolitik": forebyggelse, behandling, skadesreduktion og først derefter straf.
Landet har åbnet særlige udleveringssteder, hvor tunge stofmisbrugere får medicin af høj kvalitet, sterile kanyler og injektioner under lægeligt tilsyn. Socialarbejdere hjælper dem med at finde bolig og løse andre problemer. Mere end to tredjedele af alle stofmisbrugere finder et nyt job: De behøver ikke længere at bekymre sig om at finde en dosis og kan fokusere på deres normale rutine.
Takket være Four Pillars-politikken i Schweiz er det årlige antal personer, der prøver stoffer for første gang, siden slutningen af det 20. århundrede faldet med 82 %, antallet af hiv-smittede ersyvdoblet, og antallet afdødsfald som følge af overdosis er tredoblet.
Der er altså blødere måder at bekæmpe på uden at øge kriminaliteten og uden at bruge billioner af dollars på at nå et uopnåeligt mål. Efter årtier med ineffektive måder at bekæmpe krigen mod stoffer på er det på tide at optimere den globale narkotikapolitik. At øge bevidstheden om problemet kan være det første skridt. Læsmere om den fentanylkrise, der allerede har udfoldet sig, her.
Landet har åbnet særlige udleveringssteder, hvor tunge stofmisbrugere får medicin af høj kvalitet, sterile kanyler og injektioner under lægeligt tilsyn. Socialarbejdere hjælper dem med at finde bolig og løse andre problemer. Mere end to tredjedele af alle stofmisbrugere finder et nyt job: De behøver ikke længere at bekymre sig om at finde en dosis og kan fokusere på deres normale rutine.
Takket være Four Pillars-politikken i Schweiz er det årlige antal personer, der prøver stoffer for første gang, siden slutningen af det 20. århundrede faldet med 82 %, antallet af hiv-smittede ersyvdoblet, og antallet afdødsfald som følge af overdosis er tredoblet.
Der er altså blødere måder at bekæmpe på uden at øge kriminaliteten og uden at bruge billioner af dollars på at nå et uopnåeligt mål. Efter årtier med ineffektive måder at bekæmpe krigen mod stoffer på er det på tide at optimere den globale narkotikapolitik. At øge bevidstheden om problemet kan være det første skridt. Læsmere om den fentanylkrise, der allerede har udfoldet sig, her.