Den psykedeliske oplevelse uden brug af stoffer: Er det muligt, eller er det?

[Brain]

Der har længe været en debat blandt forskere om, hvad der sker med en person efter indtagelse af psykedeliske stoffer. Denne oplevelse kan i det mindste delvist skyldes placeboeffekten, baseret på troen på, at brug af psilocybin eller ketamin til en vis grad ændrer opfattelsen.

Boris D. Heifitz, lektor i anæstesiologi ved Stanford University, udforsker dette spørgsmål som en del af sin laboratorieforskning, der har til formål at identificere de processer, der opstår i sindet og hjernen, når psykedelika indtages. Den undersøger, hvor meget af deres til tider dramatisk livsforandrende oplevelser, der skyldes kemiske ændringer, oplevelsesmæssige realiteter, og hvor meget der er mentalt og subjektivt.

Det viser sig, at disse effekter kan skyldes mere komplekse faktorer end blot en biokemisk reaktion på stoffer, der f.eks. påvirker hjernens serotoninreceptorer.

Dr. Heifitz fortæller om sit mangeårige arbejde med at forstå den psykedeliske oplevelses natur.

Er vi på vej mod en bedre forståelse af de psykedeliske stoffers virkningsmekanismer, især i forbindelse med terapeutiske anvendelser? Er det ved at blive muligt at bruge disse transformative oplevelser til behandling af psykiske lidelser?

På trods af sin lange tid på området stod han stadig over for det uløselige problem med at studere psykedelika. Heifitz har fundet et meget nyttigt skema, der opdeler dette spørgsmål i tre kategorier.

Den første kategori involverer stoffets biokemiske virkninger, som har at gøre med hjernens grundlæggende funktioner - interaktionen mellem kemikalier og cellereceptorer. Dette sker, uanset om personen er opmærksom på stoffets virkninger eller ej.

Den næste kategori er bevidste oplevelser, der involverer perceptuelle ændringer, levende, hallucinatoriske og ekstraordinære følelser. Disse oplevelser er normalt forbundet med indtagelsen af stoffet, men det er vanskeligt at afgøre, om ændringerne i humør eller udsyn var et resultat af stoffet eller en oplevelsesmæssig part i sig selv.

Den tredje kategori omfatter alle aspekter af den samlede oplevelse, der er uafhængige af stoffet eller trippet, kendt som ikke-narkotiske faktorer. Det er det, som psykologen og psykedelika-fortaleren Timothy Leary kaldte "holdning og miljø". Hvor meget påvirker dit humør og dine omgivelser dine resultater? Denne kategori omfatter forventninger om forbedringer, f.eks. depressionstilstande, forventningsfulde oplevelser, stressniveauer og miljø. Den berører også integrationsfasen, hvorefter intense oplevelser konceptualiseres og indarbejdes i dagligdagen.

Det er nyttigt at betragte hver af disse kategorier separat, da de hver især udviser en vis grad af uafhængighed. Målet er at gøre hver af disse kategorier så specifikke som muligt for at få en dybere forståelse af hvert aspekt.

Hvordan begyndte undersøgelsen?
I vores undersøgelse udførte vi et eksperiment, hvor deltagere med depression fik ketamin under generel anæstesi. Målet var at isolere stoffets biokemiske virkning uden bevidst oplevelse og at finde ud af, om det forbedrer tilstanden hos deprimerede patienter.

Vi forsøgte at besvare et vigtigt spørgsmål: Hvad bidrager præcist til forbedringen af personens tilstand - selve stoffet eller oplevelsen af det?

En mulig tilgang er at modificere stoffet for at eliminere den subjektive oplevelse. Men det er en lang proces. Som anæstesilæge besluttede jeg at bruge generel anæstesi til at undertrykke den bevidste opfattelse af de psykiske effekter, der er forbundet med ketamin, som mange anser for at være nøglen til dets antidepressive virkninger.

Vi arbejdede tæt sammen med psykiaterne Laura Heck og Alan Schatzberg på Stanford Medical School og designede vores undersøgelse til at opfylde standarderne for tidligere ketaminundersøgelser i de sidste 15 år.

Vi valgte en lignende stikprøve af deltagere - mennesker med moderat til svær depression, som ikke havde fået det bedre af andre behandlinger. Vi brugte de samme spørgeskemaer og den samme dosering af ketamin.

Den største forskel var, at deltagerne gennemgik en hofte-, knæ- eller brokoperation, og vi gav dem en standarddosis af det antidepressive middel ketamin under bedøvelsen. Fordi patienterne var under narkose og ikke kunne vide, om de havde taget stoffet, var vores undersøgelse den første blindtest af ketamin.

Overraskende nok viste placebogruppen, som ikke fik ketamin, også forbedringer, som ikke var forskellige fra dem, der tog stoffet. Næsten 60 % af patienterne oplevede, at deres symptomer blev halveret, og 30 % oplevede fuldstændig remission af deres alvorlige depressive lidelse. Disse patienter havde lidt i årevis, og resultatet kom som en stor overraskelse. På en måde kan undersøgelsen betragtes som en fiasko, fordi vi ikke var i stand til at påvise forskelle mellem grupperne.

Ud fra dette konkluderer jeg, at vores resultater ikke giver en klar forståelse af ketamins virkningsmekanismer. I stedet understreger de vigtigheden af ikke-medicinske faktorer i behandlingen, hvilket henviser til det, der ofte kaldes placeboeffekten. Dette udtryk dækker over en række forskellige fænomener, lige fra brugen af sukkerpiller til kirurgisk manipulation.

I vores tilfælde kan det være relateret til præoperativ forberedelse og interaktion med patienter, som ikke er vant til, at nogen interesserer sig for deres mentale tilstand.

Hvad diskuterede I med deltagerne i undersøgelsen?
Vi talte længe med dem, lyttede til deres historier og lærte dem bedre at kende. Jeg tror, at de følte, at de virkelig blev set og hørt, hvilket mange patienter ikke oplever før en operation. Det minder mig om forberedelsesfaserne til psykedelisk forskning. Deltagerne i begge grupper var motiverede for at deltage.

I vores undersøgelse blev de informeret om, at de var med til at teste stoffets terapeutiske effekt, og at de havde 50 % chance for at få det. Så kom det vigtige øjeblik, selve operationen, som er en stressende og betydningsfuld begivenhed.

Patienterne lukkede øjnene under operationen og åbnede dem igen med en følelse af, at tiden ikke var gået. De følte, at der var sket noget betydningsfuldt med dem, selv om de havde bandager og ar til at bekræfte oplevelsens fakta.

Det følger heraf, at ikke-medicinske faktorer som forventning om resultat sandsynligvis spiller en vigtig rolle i de fleste psykedeliske undersøgelser og kan have en markant terapeutisk effekt. Det blev tydeligt, at deltagerne oplevede dybe følelser. De fleste mennesker kommer sig ikke af sig selv over langvarig depression; de får det værre efter operationen, og det understøttes af dataene.

Det er vigtigt at bemærke, at vores positive effekt, der blev opnået efter et par timers kommunikation og fælles oplevelse, understreger betydningen af ikke-medicinske faktorer som forventning og håb. Det ville være forkert at ignorere disse aspekter i udviklingen af terapi. Faktisk bruger mange klinikere lignende teknikker hver dag, når de interagerer med patienter, og bruger placeboeffekten aktivt.

Betyder det, at effekten af psykedeliske stoffer i høj grad eller helt kan være baseret på placeboeffekten?

Spørgsmålet her er: Hvad mener vi med placebo? Ordet har normalt en negativ konnotation, ikke sandt? Hvis en person reagerer på placebo, kan det tyde på, at alt var i orden. Men det er ikke det, vores undersøgelse handler om.

Tænk på hverdagsbegivenheder. Et hjerteanfald eller en nærdødsoplevelse kan få en person til at ændre sine livsstilsvaner - til at motionere og spise rigtigt. Alt dette kan karakteriseres som "placeboeffekten".

En anden måde er at få en transformerende oplevelse, som så fører til livsændringer. Spørgsmålet er, hvordan man opnår dette i praksis. Man kan ikke bare give nogen et hjerteanfald eller sende dem på en ekstrem ferie, men man kan tilbyde en psykedelisk oplevelse. Det er en stærk, unik oplevelse, som kan være en milepæl og fremme positive forandringer.

Hvordan forholder brugen af psykedeliske stoffer i kliniske forsøg sig til de tre tidligere nævnte kategorier?

Lad os vende tilbage til konceptet om, at psykedelisk transformation afhænger af biokemiske effekter, drømme under et trip eller ikke-medicinske faktorer. Vores undersøgelse af ketamin under anæstesi understreger rollen af ikke-medicinske aspekter såsom forventninger, men behandler ikke spørgsmålet "Er det stoffet eller turen?".

For at afklare dette undersøger nogle forskere "ikke-psykedelika" - derivater af psykedelika uden hallucinogene egenskaber - for at se, om deprimerede patienter kan få lindring efter at have taget sådanne stoffer. Dette er "drug tripping-kuren".

Men hvad nu, hvis vi kunne "kurere stoffet fra trippet" ved at skabe en oplevelse, der kan replikeres, og som opfylder mange af karakteristikaene ved et klassisk psykedelisk induceret trip, men som ikke kræver brug af psykedeliske stoffer? I dette tilfælde giver vi folk en dyb og standardiseret oplevelse, der kan studeres, og hvorfra vi kan forvente kraftfulde, levende og afslørende oplevelser med varige effekter. Ville vi få de samme resultater uden psykedeliske stoffer?

Dette vil ikke være et endegyldigt bevis, men det vil give overbevisende dokumentation for, at der måske ikke er noget særligt ved aktiveringen af visse receptorer, der er ansvarlige for virkningerne af psykedeliske stoffer. Det vil fremhæve betydningen af menneskelig erfaring i psykologisk transformation.

Er det så muligt at opnå de ønskede resultater uden et psykedelisk stof ved at bruge ikke-psykoaktive stoffer?

Det kan være rigtigt - men vi ved det ikke lige nu. Det er et spørgsmål, der kræver eksperimenter. Jeg arbejdede sammen med Harrison Shung-Wen Chou, en anæstesilæge på Stanford, om en protokol, som vi kaldte "at drømme under anæstesi". Denne bevidsthedstilstand indtræffer, før man vågner af anæstesien. Når patienterne vågner efter en operation, bevæger de sig fra en dybere søvn og gennemgår forskellige bevidsthedstilstande, hvoraf nogle tolkes som drømme. Omkring 20 % af patienterne har erindringer om drømme.

Vi forlænger denne proces og bruger EEG til at fokusere på biomarkører for denne tilstand. Vi kan holde patienten i denne før-opvågningstilstand i op til 15 minutter. Når deltagerne vågner, fortæller de levende, betydningsfulde historier. Deres drømme er meget realistiske.

Patienter med fysiske skader fortæller, at de genintegrerer deres kroppe og får en fornemmelse af deres kroppe som en helhed. En deltager, der var tildelt en mand ved fødslen og havde gennemgået en kønsbekræftende operation, fortalte om, hvordan hun genforestillede sig sit liv efter kønsbekræftelsen og forestillede sig selv i intense militærøvelser med en krop, der matchede hendes køn.

Disse oplevelser er levende, følelsesladede og nogle gange hallucinatoriske. Vi har allerede offentliggjort flere tilfælde, hvor vi har observeret terapeutiske effekter, der kan sammenlignes med dem, der findes i psykedelisk medicin: intense oplevelser efterfulgt af en forbedring af symptomerne på en psykisk lidelse.

Den observerede fysiologi som følge af EEG i disse søvntilstande kan sammenlignes med EEG under påvirkning af psykedeliske stoffer. Vi ser nogle ligheder i fænomenologien i de beskrevne processer og lignende terapeutiske effekter.

Hvad er de næste planer?
Ud over muligheden for at skabe et overbevisende terapeutisk middel baseret på det udbredte bedøvelsesmiddel propofol, arbejder vi aktivt på at udvikle eksperimentelle værktøjer baseret på vores viden om mekanismerne for placebo-virkning i hjernen.

Vores mål er at adskille tre nøgleelementer: lægemiddelvirkning, oplevelsesvirkning og ikke-medicinske faktorer. Mindst to af disse signifikante effekter, som er uafhængige af psykedelisk brug, er i stand til at producere dybtgående terapeutiske effekter, der er tilstrækkelige til at forklare de resultater, der er observeret i psykedeliske studier.

Dette understreger, at vægten måske ikke er, hvor den burde være, når vi fokuserer på at gentænke stoffet for at eliminere hallucinogene effekter. Vi er nødt til at fokusere på at ændre selve oplevelsen.

Vi arbejder dog stadig på det tredje aspekt, stoffets virkning. Vi samarbejder med David E. Olson, en kemiker ved University of California, Davis, som var pioner inden for brugen af ikke-hallucinogene psykedelika. Vi hjælper med at undersøge de dybtgående neuroplastiske ændringer, der fremkaldes af et stof, han har udviklet, og som, i det mindste hos mus, ikke aktiverer hjerneprocesser på samme måde som klassiske psykedeliske stoffer.

Vi vil vise, at vi ved at anvende disse metoder kan gøre fremskridt med eksperimentelt at definere, isolere og identificere komponenterne i denne komplekse terapeutiske tilgang, som vi kalder psykedelisk terapi.